Tobinskat: Den forkerte løsning på det forkerte problem

Tobinskatten er endnu et kikset forsøg på at løse tidens problemer… Det vil jeg uddybe, men først det vigtige:

Færre og mindre skatter, tak!

Om det er den ene eller den anden skat betyder egentlig ikke så meget.

Med det vigtiste overstået, tilbage til kritik af algoritmehandler, Tobinskat og den slags. Det er egentlig som bølger på havet – for at forstå dem må man forstå det hav, de findes på:

Et sundt aktiemarked flytter løbende pengene derhen, hvor de er mest nyttige. Jeg ridser lige lidt basisstof op, og vil kort formulere, hvorfor Tobinskatten og andre reguleringer er den forkerte medicin til krisen.

Virksomhed A meddeler, at de har forbedret deres produktion og vil tjene flere penge. Det belønnes på stedet med at aktiekursen stiger – og det belønner specielt dem, der havde fulgt Virksomhed A tæt og bemærket deres gode udviklingsstrategi.

Virksomhed B meddeler, at deres Produkt C har floppet. Det straffes med faldende aktiekurs, og belønner specielt dem, der har fulgt Virksomhed B nøje og lavet short-selling af deres aktier.

Land D meddeler, at der vil blive højere skat på disse onde produktionsvirksomheder, på grund af deres bidrag til CO2, NOx eller hvad Regeringen i Land D nu kan finde på. Aktiemarkedet reagerer ved at sende samtlige virksomheder i landet på rutchetur, mest dem, der bliver hårdest ramt af de konkrete regler.

Simpelt nok, men demonstrerer hvordan aktiemarkedet reagerer på godt og skidt nyt.

En af hovedfunktionerne i et sundt aktiemarked er at holde investeringerne likvide, dvs. at man hurtigt og med minimale omkostninger kan sælge sine aktier igen. Det er en forudsætning for at tiltrække flere penge, specielt fra kortsigtede investorer. Det er der heller ikke noget galt i, flere penge investeret i virksomheder er generelt set Godt.

Tobinskatten vil gøre markedet mindre likvidt og gøre det mindre attraktivt at investere i aktier. Det er muligt, at det er det, vores Kære Ledere ønsker, men så bør de i det mindste erklære rent ud, at de kollektivt har besluttet sig for at en Antivækst Strategi er den rigtige medicin i krisen – eller at deres hovedformål simpelthen er at rage flere skatter til sig, uanset hvad.

Desuden vil Tobinskatten hæmme tendensen til at reagere hurtigt og præcist på hændelser i markedet. Når det koster mere at handle, vil der ikke blive reageret så præcist på mindre begivenheder. Det vil få markedet til at fremstå ‘roligere’, men det vil være mindre effektivt.

Man kunne sammenligne vores politikere og EU-ledere med folk, der har problemer med at de ofte skærer sig på en skarp kniv – det levende marked. I stedet for at lære at bruge kniven (markedet) korrekt, søger de med Tobinskatten at gøre kniven sløvere, så de ikke løber så stor risiko for at skære sig. At kniven samtidig bliver mindre effektiv har vores ledere ikke forstået.

Tilbage til markedet: Nu har folk tendens til at opføre sig som lemminger, også aktiehandlere. Det har givet nogle systematiske skævheder i, hvordan handlerne reagerer, og det kan udnyttes algoritmisk. Og selvom det kan se dramatisk ud i en faldsituation, er det ikke noget, der har direkte effekt på en virksomheds daglige drift, dens evne til at producere og sælge er ikke forbundet til aktiekursen.

Problemet bliver først stort og ‘urimeligt’, når der er for mange penge i markedet. Det driver kurserne op, men den forventede forrentning ned. Det gør også, at jagten på forrentning bliver mere intens, jfr. denne fremragende artikel fra New York Times. Her bliver små skævheder så store, at nogle investorer kan blive styrtende rige på at gennemskue ellers trivielle detaljer, men gør også finansmarkedet ustabilt, jfr. de fejlede subprime lån.

Årsagen til dette er ikke manglende regulering – der er masser af regulering af sektoren. Årsagen er den rigelighed af penge, der driver renten ned til latterligt lave niveauer. Der er masser af penge at investere, men minimale muligheder for at forrente dem. Det inviterer til mere regulering, men det er den forkerte medicin til et marked, der ganske rigtigt er sygt. Algoritmehandler er blot en af masser af forskellige mål, man kan underkaste yderligere regulering.

Den korrekte medicin er at normalisere centralbankernes renteniveau og standse offentlig låntagning – helt.

Den halvbagte finanspagt, hvor vi ‘forpligter’ os til kun at have et “Strukturelt underskud” på maksimalt ½ % af BNP er ingen løsning – også fordi begrebet “Strukturelt underskud” ikke er klart defineret og dermed kan misbruges. Jeg ser ingen grund til at dette trick til yderligere centralisering skulle genskabe ‘tillid’ af betydning – bedre vilkår for arbejdere og iværksættere ville have en helt anden gavnlig virkning.

Tobinskatten, der er uafprøvet Keynesiansk tankegods, er ikke en løsning. Den er bare en skat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *